
Hvordan lærer man at blive en god gymnastikinstruktør?
På Flemming Efterskole gør vi det i praksis.
I dette skoleår har vi for første gang oprettet valgfaget Gymnastikinstruktør – et fag, hvor eleverne får mulighed for at udvikle sig som ledere, formidlere og rollemodeller i gymnastikkens verden. Og en vigtig del af undervisningen foregår i tæt samarbejde med Lund IF.
Eleverne lærer at være instruktører
I valgfaget arbejder eleverne med emner som springmodtagning, opbygning af springtræning, legeteori, coaching og træningsplanlægning. Men undervisningen stopper ikke i springcenteret på skolen. Gennem samarbejdet med Lund IF får eleverne nemlig mulighed for at afprøve deres nye viden i virkeligheden.
Eleverne deltager som hjælpetrænere på Lund IF’s sommergymnastikhold, hvor de først observerer og assisterer de erfarne instruktører. Efterhånden som undervisningen på skolen udvikler sig, får eleverne selv ansvar for dele af træningen – blandt andet lege, springmodtagning og opbygning af springstationer.
Samarbejde mellem Flemming Efterskole og Lund IF
Samarbejdet giver stor værdi for begge parter. For eleverne handler det om at få erfaring med ansvar, formidling og lederskab i praksis. For Lund IF betyder det ekstra hænder i træningen og unge rollemodeller, som børnene ser op til.
“Det er meget tydeligt, at børnene synes, eleverne er kæmpe stjerner, når de kommer,” fortæller Bjørk Tønder Gotthardsen, gymnastikkoordinator på Flemming Efterskole. “De yngre gymnaster elsker, når efterskoleeleverne viser spring eller står for aktiviteter, og instruktørerne i Lund IF oplever også, at eleverne bidrager med energi og engagement.”

Fokus på foreningsliv og fællesskab
Valgfaget bygger samtidig på et ønske om at styrke forbindelsen mellem efterskolen og det lokale foreningsliv. Målet er, at eleverne får lyst til at vende hjem og engagere sig som frivillige instruktører eller trænere i deres egne foreninger.
“Vi håber, eleverne får lyst til at give noget tilbage til de fællesskaber, de selv er vokset op i,” siger Bjørk Tønder Gotthardsen. “Samtidig lærer de også at reflektere over træning, coaching og fællesskab på en ny måde.”
I alt deltager 12 elever på det nye valgfag, og både elever, undervisere og Lund IF oplever samarbejdet som en stor succes.
Vi glæder os til at udvikle samarbejdet endnu mere fremover.







