På Flemming Efterskole er gymnastik meget mere end bare træning. Det er en central del af vores hverdag, vores fællesskab og vores identitet. I springcenteret, på gulvet og til opvisninger skabes der relationer, oplevelser og udvikling, som rækker langt ud over selve gymnastikken.

Derfor er vi også stolte af at kunne præsentere tre stærke profiler, som bliver en del af vores gymnastikteam næste skoleår.

Mads Lykke Hansen

Mads Lykke Hansen er i øjeblikket gymnast på DGI Verdensholdet og bringer en stor passion for gymnastik med sig til Flemming Efterskole.

Han har dyrket Tumbling hele sit liv og har omfattende erfaring med undervisning i både TeamGym og Tumbling. Mads har selv gået på Vejstrup Efterskole og Ollerup, og han har desuden været efterskolelærer på Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Med Mads får vi en underviser, der både har et højt fagligt niveau og en stærk forståelse for efterskolelivet og fællesskabet omkring gymnastikken.

Simon Grouleff Bødker

Simon Grouleff Bødker kommer med masser af energi og en stor kærlighed til bevægelse, især inden for dans og gymnastik.

Han har dyrket TeamGym og opvisningsgymnastik siden barndommen, og de seneste år har dans været en stor del af hans hverdag. Simon har undervist på flere danseskoler og har en 2-årig uddannelse fra Aarhus Dance Education.

De sidste to år har han været efterskolelærer på Vejstrup Efterskole, hvor han har haft danselinjen, TeamGym og flere forskellige valgfag. Han bringer derfor solid erfaring med både undervisning og det særlige efterskolemiljø, hvor relationer og fællesskab er i centrum.

Simon Klinge

Simon Klinge er et kendt ansigt på Flemming Efterskole. Han har tidligere været ansat på skolen i fire år, heraf tre år som gymnastiklærer på fuld tid.

Lige nu er han gymnast på DGI Verdensholdet, og fra næste skoleår vender han tilbage som en del af gymnastikteamet på deltid, da han samtidig skal læse medicin.

Simon har selv været elev på Flemming Efterskole og været en del af flexholdet i flere år. Han har dyrket TeamGym i både Odense og Svendborg og har et indgående kendskab til både gymnastikken og kulturen på skolen.

Gymnastikken på Flemming Efterskole

Gymnastikken er en af hjørnestenene på Flemming Efterskole. Her handler det ikke kun om teknik og spring, men også om mod, fællesskab og personlig udvikling.

Uanset om man er nybegynder eller øvet, bliver man en del af et stærkt fællesskab, hvor der er plads til at udfordre sig selv, udvikle sig og skabe oplevelser sammen med andre.

Med vores nye gymnastiklærere styrker vi både det faglige niveau og den kultur, der gør gymnastikken til noget helt særligt på Flemming Efterskole.

Vi glæder os til at byde Mads, Simon og Simon velkommen og til et nyt skoleår fyldt med energi, udvikling og fællesskab.