
Efter 35 år i Flemming Efterskoles bestyrelse – heraf 33 år som formand – træder Niels Bie tilbage.
Men selvom han nu forlader formandsposten, er der ingen tvivl om, at Flemming Efterskole fortsat vil fylde en stor plads hos ham.
“Man kan godt tage dig ud af Flemming Efterskole, men man kan ikke tage Flemming Efterskole ud af dig,” som forstander Jacob Mangelsen sagde i sine ord til Niels.
Historien mellem Niels Bie og Flemming Efterskole begyndte længe før bestyrelsesarbejdet. I 1975 flyttede han ind på værelse 12 som elev på skolen, hvor han gik i både 8., 9. og 10. klasse – et ophold, der kom til at præge resten af hans liv.
“Efterskoletiden skabte mig,” siger Niels Bie. “Det er den bedste tid i mit liv. Det bestyrelsesarbejde, jeg har lavet, har været med hjertet for skolen.”
Som elev blev Niels beskrevet som hjælpsom, arbejdsom og vellidt. Det er værdier, der siden har kendetegnet hans mange år i bestyrelsen og som formand.
Gennem mere end tre årtier har han været med til at præge skolens udvikling markant. Blandt andet med nye haller, spisesal, kunstgræsbane og fællesarealer. Men for Niels har det vigtigste aldrig været bygningerne alene.
“Mange mennesker kan bygge haller, men ikke alle kan være med til at bygge videre på en ånd,” sagde Jacob Mangelsen.
Og netop skolens ånd har været drivkraften gennem alle årene. Niels har altid ønsket at give nye generationer af unge den samme oplevelse, som han selv fik som elev.
“Jeg håbede at kunne være med til at give unge mennesker lige så god en tid, som jeg selv havde her.”
Samtidig har han været med til at udvikle skolen i takt med tiden. Blandt andet nævner han overgangen til fælles gange for drenge og piger – en forandring, han først havde svært ved at forestille sig, men som siden har overbevist ham om værdien i fællesskab og mangfoldighed.
“Jeg troede, det var for bestandigt. Der er jeg blevet overbevist om, at nye tider kommer til.”
Forstander Jacob Mangelsen takkede samtidig for et samarbejde præget af tillid, opbakning og loyalitet:
“Du har aldrig stået og kigget på. Du har taget fat.”
Med Niels Bies afsked slutter et helt særligt kapitel i Flemming Efterskoles historie. Et kapitel båret af frivillighed, engagement og et dybtfølt hjerte for skolen.
Tak for indsatsen, Niels.




