Hvordan ser et 10. klassestilbud ud i en tid, hvor den traditionelle afgangsprøve er på vej ud? Det spørgsmål arbejder vi intensivt med i vores 10+ klasser – og her spiller pædagogisk udvikler og lærer Anne-Mette Pinderup en central rolle.

Efter to år på fuldtidsstudie på kandidaten i Pædagogisk Sociologi er Anne-Mette vendt tilbage med ny viden og et skarpt blik på, hvordan skolen kan ruste unge til fremtidens uddannelsesliv.

– Vi er begyndt at tænke 10. klasse anderledes. Hvor man tidligere så det som afslutningen på grundskolen, prøver vi i højere grad at se det som starten på en ungdomsuddannelse, fortæller hun.

Motivation gennem variation

I 10+ arbejder lærerne målrettet med at skabe undervisning, der giver mening for eleverne – også uden en afsluttende prøve som fælles pejlemærke.

– Når afgangsprøven ikke længere er det, man arbejder hen imod, så bliver vi nødt til at arbejde med motivation på nogle andre måder, forklarer Anne-Mette.

Derfor er et af de centrale principper blevet: Variation giver motivation.

Gennem året har teamet udviklet nye undervisningsforløb med forskellige tilgange til læring, elevinvolvering og autonomi. Eleverne møder både klassisk boglig undervisning og tværfaglige projekter, hvor de arbejder med studiekompetencer, samarbejde og ansvar for egen læring.

Samtidig bliver eleverne gradvist introduceret til den måde, man arbejder på i ungdomsuddannelserne.

– Vi prøver at rykke dem fra at være elever til også at være studerende. Det handler blandt andet om gruppearbejde, refleksion og bevidsthed om egen rolle i læringen, siger Anne-Mette.

Udvikling i fællesskab

Arbejdet med 10+ er ikke skabt af én person alene. Tværtimod har hele lærerteamet været dybt involveret i udviklingen.

– Vi har fået tid til at udvikle det her sammen, og det har været enormt værdifuldt. Vi evaluerer hele tiden på, hvad der virker, og hvad vi skal gøre anderledes næste gang, fortæller Anne-Mette.

Et vigtigt princip har været, at undervisningen hele tiden skal udvikles. Forløb bliver ikke bare gentaget år efter år, men kvalificeret gennem evalueringer og fælles refleksioner.

Det har også haft betydning for lærernes motivation.

I flere forløb har lærerne selv budt ind med undervisning inden for områder, de brænder særligt for – og det kan mærkes hos eleverne.

– Eleverne fortæller faktisk selv, at lærernes engagement smitter og motiverer dem, siger Anne-Mette.

Mere end faglighed

Målet med 10+ handler ikke kun om faglige kompetencer. Det handler også om dannelse, studiekompetencer og om at finde sin plads i verden.

Derfor arbejder eleverne blandt andet med samarbejde, refleksion, frivillighedsprojekter og medborgerskab.

Næste år bliver dette yderligere styrket med det nye fag kulturfag, hvor fokus blandt andet bliver på fællesskab og samfundsforståelse.

– Vi vil gerne sende unge videre, som både har et fagligt fundament, men som også er blevet lidt klogere på sig selv og på verden omkring dem, fortæller Anne-Mette.

Som en del af arbejdet ønsker skolen også at gøre elevernes udvikling mere synlig. Derfor arbejdes der med idéen om porteføljer, hvor eleverne samler produkter og projekter fra året.

– Tanken er, at de skal kunne tage noget konkret med herfra. Noget de kan være stolte af, og som viser, hvad de faktisk har arbejdet med og lært, siger hun.

pædagogisk udvikler

Et arbejde med perspektiv

Arbejdet med 10+ rækker også ud over skolens egne rammer. Anne-Mette er nemlig blevet en del af Efterskoleforeningens strategiske råd, der arbejder med udviklingen af fremtidens 10. klassestilbud frem mod 2030.

Det giver en særlig forbindelse mellem den daglige praksis på skolen og de større nationale diskussioner om ungdomsuddannelse, dannelse og skoleformer.

– Jeg kan tage erfaringer herfra med ind i det strategiske arbejde – og tage nye perspektiver med hjem igen. Det giver rigtig god mening, siger Anne-Mette.