
Som elev siger du ja til en gymnastikefterskole, hvor fællesgymnastikken samler os i hverdagen. Her træner vi side om side gennem året og gør os klar til at give opvisninger sammen. Det kræver fokus og vilje, men det foregår i en kultur præget af tillid, tryghed og tolerance – hvor der er plads til at øve sig, fejle og lykkes, og hvor vi hjælper hinanden med at blive bedre.
Alle elever deltager i gymnastikundervisningen. Du behøver ikke have gået til gymnastik før, men du skal have lyst til at træne, lære og tage del i fællesskabet i hallen. Er du øvet, bliver du udfordret med blik for teknik, kvalitet og udtryk. Er du ny, bliver du taget godt med fra bunden.
Vil du fordybe dig yderligere, kan du vælge et gymnastisk spotfag og flere af vores gymnastiske valgfag. Uanset hvad du vælger, er fællesgymnastikken det, vi mødes om – og det er her, du mærker, hvordan gymnastik kan flytte noget i dig både fysisk, mentalt og socialt.
Gymnastikopvisninger
Foråret har en særlig plads på Flemming Efterskole. Her tager vi på opvisningsturné og viser det, vi har arbejdet med gennem hele året. At stå på opvisningsgulvet sammen med dine efterskolekammerater og præsentere det fælles arbejde er en oplevelse, der samler os og giver en stærk følelse af at lykkes sammen.
I løbet af foråret tager vi på turné rundt i hele landet og har typisk omkring 25 opvisninger.
Et opvisningsprogram kræver tid, fokus og mange træningstimer. Derfor prioriterer vi også flere weekender i efteråret og vinteren til ekstra træning, så vi kan blive klar med et ambitiøst program, vi kan være stolte af. Månederne frem mod turnéen styrker både træningskulturen og sammenholdet – og det kan mærkes, når vi giver opvisning.
Fællesgymnastik i hverdagen
Fællesgymnastik er omdrejningspunktet i gymnastikken på Flemming Efterskole. Det er her, vi træner sammen, udvikler os og lærer hinanden at kende. Alle elever deltager aktivt i fællesgymnastikken tre gange om ugen – uanset hvilket spotfag du vælger.
Du behøver ikke have gået til gymnastik før, men du skal have lyst til at kaste dig ud i nye ting og gå ind i træningen med energi og nysgerrighed. Vi har fokus på kvalitet og en kultur, hvor der er respekt for hinandens niveau, og hvor man både bliver udfordret og støttet. Når vi træner tæt og ofte, smitter det også af på stemningen: der er gejst, grin og mange små fremskridt undervejs.
Året starter med grundgymnastik og lege, så alle kommer godt med, før vi gradvist arbejder mere målrettet frem mod forårets opvisninger og turné.
Konkurrencegymnastik
For dig, der gerne vil noget ekstra med gymnastikken, er der mulighed for at deltage i konkurrencer på Flemming Efterskole. Vi stiller op i Tumbling, TeamGym, Dans og Grand Prix Rytme og deltager med flere hold i alle discipliner til Efterskolemesterskaberne.
Konkurrencer stiller krav til fokus, træningsvilje og samarbejde. Samtidig er det en stærk oplevelse at arbejde frem mod et fælles mål, mærke opbakningen fra holdkammeraterne og se, hvordan træningen giver resultat. Mange oplever, at konkurrencedelen styrker både sammenholdet og træningskulturen i hverdagen.
Flemming Efterskole er samarbejdspartner med GymDanmarks TeamGym- og Tumblinglandshold.





