Opvisningsturné reddet af kreative idéer og gode samarbejder

 

Årets elevhold på Flemming Efterskole har til trods for corona og restriktioner fået masser af gymnastikoplevelser til mindebogen, særligt en dag vil blive husket 

IMG 9135

Gråkjær Arena, Ågaard Efterskole, Jysk Arena, BGI Akademiet, Havnefronten i Aarhus, Rebild Bakker, Musikkens Hus i Aalborg, Løkken Strand, Rubjerg Knude Fyr og ikke mindst vores helt egen opvisningshal har dannet ramme om årets opvisninger. 

For blot et par måneder siden var udsigten til at komme ud af huset med årets opvisning På Toppen meget tåget. Men med kreative idéer og gode samarbejdspartnere er det lykkedes at lave opvisninger både på hjemme på skolen og på udebane. Når eleverne på lørdag 12. juni går på gulvet for sidste gang, er det deres 17. opvisning.

En oplevelse udover det sædvanlige

Det hele startede på hjemmebane med forældrene som publikum. Herefter har vi i samarbejde med andre efterskole, foreninger og engagerede forældre lavet den ene opvisning efter den anden. Tak for det!   

Derudover har årgang 2020/21 som noget helt særligt prøvet at lave opvisning på asfalt med Dokk1 i baggrunden, kæmpet sig op ad bakke med de tunge redskaber på ryggen for at lave opvisning midt i Rebild Bakkers vilde lyng, sprunget trampolin midt på havnefronten i Aalborg med forbipasserende aalborggensere som spontant publikum, sprunget i vestenvinden på Løkken Strand og sidst med ikke mindst løftet i flok på vej mod solnedgangen ved Rubjerg Knude Fyr.

Kom med på turen herunder, hvor Faceoff Media House var med hele dagen for at få de helt rigtige videooptagelser. Billederne her på siden er taget af elev Freja Jensen.  

Bolde på afveje

Den 17 timer lange turné begyndte fra Flemming Efterskole, hvor fire fyldte busser trillede afsted mod første stop på Aarhus Havn. Her skulle eleverne lave opvisning kanten af havnebassinet, hvor både det hårde asfaltunderlag og vandet var et ekstra spændingsmoment, mens pigernes boldserie blev optaget. 

- Indtil videre går det meget godt, vi har ikke fucket alt for meget op endnu, og jeg tror, det bliver en rigtig god dag. Vi glæder os, kunne elev Tobis Toft fortælle. 

De to første optagelser forløb uden problemer, og alle elever blev hurtigt fortrolige med det hårde underlag. Pigernes reflekser var hurtige, når boldene kom på afveje, men om det var vinden eller nervøsitet, der under tredje optagelse greb en af de hvide bolde, er endnu uvist. Gymnastiklærer Thomas måtte i hvert fald en tur baljen for at få den fisket op. 

På bakketur

Herefter gik turen videre nord på til Rebild Bakker, hvor det for alvor gik op for eleverne, hvor tunge årets redskaber: toppene egentlig er. Men med fælles hjælp blev de i middagsheden fragtet en god kilometer ind i det kuperede terræn. Alle overvandt deres frygt for hugorme, og pigerne tog i deres rustrøde dragter opstilling midt i den sprøde lyng.  

- Det var hårdt, men det var også mega fedt! Jeg er så glad, det er bare så sjovt, lød det fra elev Katrine Voss med svende piblende frem på panden, da redskaberne igen var slæbt sikkert tilbage til busserne på parkeringspladsen ved Rebild Porten.    

Spontant publikum 

Efter den varme oplevelse i bakkerne, blev der skruet helt op for airconditioningen på vej til Aalborg, hvor der til elevernes store begejstret stod 225 McDonalds-menuer klar til dem foran Musikkens Hus. 

Denne gang var det tid til at få pakket luftbaner og trampoliner ud, og mens fokusrytme fik optaget deres serier indenfor i foyeren til Musikkens Hus, gjorde springerne klar til at optage trampolinspring.

Under opvarmningen stoppede flere og flere forbipasserende op og tog plads i behørig coronaafstand til eleverne. De fik da også et show udover det sædvanlige, da eleverne viste deres hidtil bedst udførte springkoncept.     

Med klapsalver og ros fra Københavns Politi, der også var til stede på havnen for at stille op til øvelse, pakkede vi endnu en gang busserne for at fortsætte til Løkken. 

Glædelig overraskelse

I den lille turistby på den nordjyske vestkyst skulle der optages drengeserie og banespring. Til trods for, at tidsplanen var skredet ad flere omgange, var humøret stadig højt. Elevenes humør nærmede sig et næsten ekstatisk niveau, da de fra Restaurant Havs fik udleveret aftensmaden: tre lækre tacos med pulled pork, fries og øko-sodavand samt is til dessert.  

- Vi bliver simpelthen så forkælet på den her tur, det er virkelig lækkert, konstaterede elev Line Gaardsvig, da hun fik udleveret sin mad.  

I Løkken kastede nogle af eleverne sig i bølgen blå, mens andre måtte erkende at vestenvinden kan være en drilsk størrelse, når man skal springe bane. Derfor blev optagelserne af banespring på molen begrænsede. 

I kamp mod tiden

Omkring kl. 21.15 gik turen 15 kilometer endnu længere nord på til Rubjerg Knude Fyr lige syd for byen Lønstrup. Fra parkeringspladsen kunne de store sanddynger anes, og bag dem bevægede solen sig med hastige skridt mod horisonten. Derfor blev opstigningen til Fyret i rask trav, dog med telefonen klæbet til hånden hos de elever, der ikke tidligere har oplevet det storslåede syn. Ved sanddyngernes top blev der arbejdet hurtigt med endnu en gang at få samlet toppene, og da solen gik ned bag horisontlinjen, var det til tonerne af elevernes fællesserie.

Billederne taler for sig selv, vi sluttede i den grad På Toppen.

Løkken Redskab
Spring Aalborg
IMG 8646
Det gode efterskoleliv (1)