Ny forstander vil sende unge styrkede ud i livet

 

Det bliver den 42-årige Jacob Mangelsen, der tiltræder som ny forstander på Flemming Efterskole, hvor han vil skabe endnu større fokus på udviklingen af den faglige undervisning, og selv om han ikke kommer med en gymnastisk baggrund, er han ikke bange for at kaste sig ud i en araber-flik.

Jacob Mangelsen bliver ny forstander på Flemming Efterskole

Onsdag 20. april 2022

Der er fart på Jacob Mangelsen. I karrieren, på racercyklen og i hjemmet i Aarhus-forstaden Gammel Kongsvang, hvor der denne solrige forårsmorgen bliver jongleret med kaffe, godbidder til hunden Agnes, og den syv-årige søn – den yngste af tre børn – der på vej i skole lige skal have styr på de der nye AirPods, som far skal købe.

»Jeg er begunstiget med godt krudt i røven, og jeg kan virkelig knokle igennem, når det er påkrævet, men jeg kan også slappe af og holde fri, når det ikke er,« som han siger.

Farten og krudtet i røven afløses dog af ro, forsigtighed og refleksion, når snakken falder på den kommende opgave som forstander på Flemming Efterskole. Forsigtigheden skyldes dog ikke nervøsitet, forsikrer Jacob Mangelsen:

»Det er jo altid en smule angstprovokerende at skifte job, men jeg har en rigtig, rigtig god fornemmelse i maven, og jeg var langt mere nervøs, da jeg skiftede job sidste gang. Lige nu er jeg først og fremmest helt utrolig stolt, og jeg glæder mig helt enormt meget til at lave efterskole sammen med en masse andre dygtige mennesker og til igen at være en del af en masse unge menneskers liv på en helt anden måde, end man kan i en folkeskole, og til i fællesskab at skabe det bedste år i deres liv,« siger den 42-årige lærer, der kommer fra en stilling som pædagogisk leder for indskolingen, mellemtrinnet og SFO’en på Rosenvangskolen i Viby.

Efterskolelivet er ikke nyt

Efterskoleverdenen er dog ikke ny. Før lederstillingen på Rosenvangskolen, hvor han har haft det direkte ledelsesansvar for godt 40 lærere og pædagoger, har Jacob Mangelsen tidligere været efterskolelærer på Helgenæs Naturefterskole samt viceforstander på Kragelund Efterskole ikke langt fra Flemming.

»Det bliver fantastisk at vende tilbage til efterskolelivet. Jeg er super tiltrukket af at være sammen med de unge i hele deres hverdag. Være med til at glædes og hjælpe dem, når det er svært. Spille dem gode, men også puste så hårdt, at de er ved at vælte, så de kommer ud som  stærkere og mere hele mennesker på den anden side. Mennesker, der er fuldkommen klar til de næste skridt i livet,« forklarer Jacob Mangelsen med lige dele begejstring og glæde i både toneleje og øjne.

I første omgang handler det dog om at lande i det nye job. Jacob Mangelsen tiltræder den 1. juni som konsulent, så den konstituerede forstander, Anette Ebbe, får ro til at gøre det nuværende skoleår færdig og per 1. august skifter titlen på Jacob Mangelsens visitkort så til forstander.

»Flemming Efterskole står i forvejen utrolig stærkt, så jeg kommer ikke og vil revolutionere noget fra dag ét. Jeg skal først og fremmest bruge en masse tid med eleverne og hele medarbejderstaben, så jeg kan få den stærke Flemming-kultur helt ind under huden,« siger Jacob Mangelsen og fortsætter:

»Først derefter kan vi i fællesskab begynde at tale om, hvor vi skal flytte skolen hen, så vi kan stå endnu stærkere i fremtiden.«

Mere hjerne – men det betyder ikke mindre gymnastik

Den kommende forstander vil dog gerne løfte en flig af, hvor han gerne ser Flemming Efterskole flytte sig.

»I ansættelsesprocessen har jeg kunnet mærke en lyst fra skolens side til at udvikle sig endnu mere på den fagfaglige del af efterskolen, og det er et arbejde, som jeg rigtigt gerne vil gå i gang med. Hvordan kan vi gøre det, der måske af nogle opfattes som “den kedelige del” af et efterskoleliv endnu mere spændende og motiverende for eleverne? Men det store fokus på idræt og gymnastik, det skal der ikke rykkes ved,« forklarer Jacob Mangelsen, der også ønsker et større fokus på, hvordan 9. klasse kan gøres mere attraktiv for de unge.

I forhold til skolens store fokus på gymnastikken kommer den kommende forstander uden de store forudsætninger, men han er ikke bange for en udfordring:

»Giv mig to timer med kompetent undervisning, så skal jeg nok lave araber-flik,« siger Jacob Mangelsen med et grin og fortsætter:

»Jeg havde en del gymnastik på seminariet, og jeg er meget fascineret af gymnastikken som det fællesskabende element, så selv om jeg bare er en fodbolddreng fra Funder, så har jeg masser af interesse og respekt for gymnastikken, og det var en kæmpe oplevelse, da jeg tog til Middelfart for at se Flemmings opvisning i år.«

»En helt almindelig knægt«

Jacob Mangelsen er vokset op i naturskønne Funder ved Silkeborg, og han er med egne ord »en helt almindelig knægt« med 10 år i folkeskolen, og som han også siger »desværre ikke et år på efterskole«. Fodbolden og naturen var det, der fyldte.

»Min far var skolelærer, og min mor arbejdede på fødeafdelingen, så jeg føler, at jeg er rundet af nogle mennesker, der var rigtig gode til at være sammen med andre mennesker.«

Det blev ikke til et år på efterskole for den unge Jacob Mangelsen. Til gengæld fremhæver han Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor han først var et år i New Zealand og derefter et år på friluftslinjen som en periode i hans liv, der i høj grad formede det menneske, han er i dag.

»Min storebror døde i en skiulykke, da jeg var 17 år, så det var en svær tid, og den tragedie betød, at jeg måtte tage favntag med livet på en helt ny måde, og jeg har nok aldrig lært så meget på så kort tid, som jeg gjorde i den periode,« forklarer han og fortsætter:

»Jeg lærte først og fremmest noget om, hvor kontrastfyldt livet kan være, men jeg lærte i høj grad også meget om, hvor forskellige vi er som mennesker, og hvor vigtigt det er at have respekt for den forskellighed. Det forsøger jeg som leder at leve op til hver eneste dag.«

Lyttende uden at være beslutningssky

Jacob Mangelsen har bl.a. taget en diplomuddannelse i offentlig ledelse, og respekten for hinanden og fokus på fællesskabet går igen og igen, når han forklarer sit syn på ledelse.

»Jeg er ikke den gammeldags chef-chef-leder. Det er jo naivt at tro, at jeg ved bedst hver gang. Min opgave er hele tiden at stille de rigtige spørgsmål og lytte til min organisation, så jeg kan træffe beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt. Og selv på den måde kommer jeg også til at begå fejl, men det synes jeg heller ikke gør noget, og det er jeg ikke bange for – jeg tror faktisk, at det er sundt for de unge mennesker, at de ser, at de voksne også kan begå fejl i en verden med en tiltagende nulfejls-kultur,« siger han.

Den lyttende og inddragende tilgang til ledelse er også noget som skolens bestyrelsesformand, Niels Bie, har lagt mærke til i processen:

»Vi får med Jacob Mangelsen nok en mere moderne leder, end vi har været vant til. Mere lyttende og medspillende – uden at sige, at de tidligere forstandere ikke har været lyttende,« siger Niels Bie, der udtrykker stor tilfredshed med hele ansættelsesprocessen samt valget af Jacob Mangelsen.

»Først og fremmest er jeg utrolig glad for, at vi kan give en kommende forstander et solidt fundament at stå på i kraft af, at det, på trods af mange forskelligartede interesser, lykkedes ansættelsesudvalget at være 110 procent enige om, at Jacob Mangelsen var den rigtige til jobbet i et stærkt ansøgerfelt.«

Bestyrelsesformanden bakkes op af viceforstander og konstitueret forstander, Anette Ebbe, der ser frem til samarbejdet med den nye forstander.

»Det har været et spændende år, men jeg glæder mig helt enormt til igen bare at være viceforstander, og jeg glæder mig til at lære Jacob endnu bedre at kende. Jeg er sikker på, at han bliver et kæmpe hit for Flemming Efterskole.«

Blå bog

Jacob Mangelsen

  • 42 år.
  • Bor i Viby med sin kone Sidsel, der er jurist. Sammen har de tre børn. Filippa på 15 år, Ida-Marie på 12 år og Viggo på 7.
  • Fritiden foregår bl.a. på racercyklen, som han også har planer om skal bruges på turene fra Aarhus til Flemming.

Karriere:

  • 2015-2022: Pædagogisk leder for indskolingen, mellemtrinnet og SFO’en på Rosenvangskolen i Aarhus 
  • 2010-2015: Viceforstander på Kragelund Efterskole, en efterskole for unge med dysleksi  – heraf tre måneder som konstitueret forstander
  • 2007-2010: Efterskolelærer i bl.a. fysik/kemi og friluftsliv på Helgenæs Naturefterskole.
  • 2007: Skolelærer på Kragelundskolen i Aarhus.

Uddannelse:

  • Diplomuddannelse i offentlig ledelse
  • Efterskoleforeningens førlederkursus  
  • Dimitend fra Århus Lærerseminarium