Velkommen

 

Dette er et opslagsværk, I kan bruge hele skoleåret på Flemming Efterskole, og det kan forhåbentlig være til hjælp ved alle de spørgsmål, I kunne have i forbindelse med skolestart og specielt i forhold til efterskoleopholdet.  

Hverdag Paa FE 0007

Flemming Efterskole A-Å

A

Afgangsbevis

Ved afslutningen af skoleåret får du udleveret et prøvebevis, et efterskolebevis og en evaluering.

Allergier og specialkost

Såfremt man lider af fødevareallergi og/eller ønsker specialkost, skal man snarest muligt give skolen besked.  For tilskudsberettigede allergikere/særlige diæter aftales nærmere om fordelingen af tilskuddet mellem skole og hjem.

At forlade skolen

Hvis du har behov for eller lyst til at cykle eller gå en tur, skal du aftale det med vagtlæreren og skrive det i "Udgangsbogen". 
Skolens grund må ikke forlades efter mørkets frembrud og aldrig efter kl. 21.00.

B

Bestyrelsen på Flemming Efterskole

Formand: Niels Bie 6020 8818

Næstformand: Allan Thomsen

Bestyrelsesmedlemmer: Rasmus Bissenbakker, Niels Bjerre, Janni Hørdum, Gitte Hamborg Ebbe og Line Juul Nielsen

Se bestyrelsen på Flemming Efterskole.

Besøg på skolen

Man må gerne få besøg af forældre og søskende, og de må gerne komme med ind på gangen/værelset. 

Brobygning

I 10. klasse skal du i brobygning i efteråret. Brobygningsforløbet kan foregå på en erhvervsskole eller på et gymnasium/hf-kursus. Du får et indtryk af, hvordan det er at gå på uddannelsen, før du selv skal træffe dit valg om uddannelse efter efterskolen. Du får viden om kravene på uddannelsen og oplever miljøet på skolen. Du møder elever, lærere og vejledere på uddannelsen.

C

Computer

Det er en god ide at have en bærbar computer med, da vi bruger computere i den boglige undervisning. 
Chromebooks er ikke velegnede i undervisningen. 

Cykel & cykelhjem

Man skal have en cykel med, og man skal selvfølgelig have cykelhjem på, når man cykler. 

Dyne og pude

Du skal have din egen dyne og pude med og eget sengetøj. 

E

Eksamen

Se under "Prøver"

Elevfotografering

Eleverne bliver fotograferet til et årsfoto, som kan købes i slutningen af skoleåret.

Elevfester

Elevfester holdes uden for Flemming Efterskoles regi. Festerne arrangeres i et samarbejde mellem elever og forældre. Flemming Efterskole er behjælpelige med at arrangere forplejning og fælles bus til festen.

Elevråd

I løbet af den første tid vælges et elevråd, som varetager elevernes interesser i samarbejde med forstanderen og en lærer.

Energidrikke

Sunde vaner og god søvn er ekstremt vigtige for at kunne holde til det høje aktivitetsniveau, der er på Flemming Efterskole. Derfor er det ikke tilladt at medbringe og indtage energidrikke på skolen – ej heller når vi er ude af huset i forbindelse med opvisninger, stævner og kampe.

F

Facebook, Instagram og Tik-Tok

I er meget velkomne til at følge med på skolens sociale medier, hvor der løbende opdateres med billeder fra hverdagen.

Ferier

Ferierne fremgår af kalenderen, som også omfatter weekender og fridage. Vi gør opmærksom på, at skolen er lukket i efterårsferien, juleferien og vinterferien. Alle ferier slutter den angivne dag kl. 21.00. Vær særligt opmærksom på, at vi går i skole mandag til onsdag før påske.

Forsikringer

Skolens forsikring dækker ved uheld i undervisningen. Jeres egen familieforsikring skal dække uheld i fritiden, hvis du ødelægger noget på skolen samt ved indbrud på elevværelser, eller hvis du får stjålet noget. Derfor vil vi anbefale, at man tegner en familieforsikring, såfremt man ikke har en sådan.
I forbindelse med skituren har skolen en rejseforsikring, som dækker en eventuel hjemrejse i forbindelse med sygdom og skader, hvis dette er anbefalet af en læge, eller hvis indlæggelse på sygehus umuliggør hjemrejse sammen med resten af skolen.

Forventninger til dig som elev

Vi færdes mange mennesker sammen til daglig. Der skal være plads til alle. Derfor har vi nogle færdselsregler, så alle sikres et godt og udbytterigt ophold.

Vi forventer af dig:

- at du går positivt ind i arbejdet på skolen

- at du er en god kammerat og drager omsorg for dine kammerater

- at du har en god almen opførsel, der gør, at du kan omgås alle elever og ansatte på skolen

- at du møder til alle timer, arrangementer og måltider til tiden

- at du bidrager til, at skolen altid ser pæn og ryddelig ud, så vi alle har nogle omgivelser, der er rare at færdes i

- at du anvender et sprog, der ikke støder andre

- at du udviser respekt for andre mennesker og de ting, der omgiver dig, bl.a. ved ikke at ophænge stødende og/eller racistiske plakater, logoer, slagord m.v.

- at du søger den fornødne hjælp fra en voksen

- at du naturligvis ikke anvender vold, snyder, lyver eller stjæler

- at du naturligvis vil rette dig efter de henstillinger, du evt. får fra voksne på skolen

- at du ikke ryger, tager snus eller andre nikotinprodukter

- at du er en god repræsentant for Flemming Efterskole

Forældresamtaler

Der afholdes forældresamtaler to gange på et efterskoleår. Den første er for alle og er placeret i oktober-november. Den anden er opfølgende og gennemføres efter ønske fra elev og forældre. Den afvikles i januar-februar.
Samtalerne foregår på skolen med deltagelse af elev, forældre og mentor. Samtalen omhandler elevens trivsel, personlige, sociale og faglige udvikling. 

Hvis der er behov for yderligere forældresamtaler i løbet af året, kan det naturligvis sagtens arrangeres. Snak med mentor, så finder vi i fællesskab et tidspunkt. 

Fritagelse - planlagt

Dette aftales med mentor - det er altid forældrene, der fritager eleven. Det er altid mentorlærer, der skal kontaktes, når fritagelsen er kendt og planlagt.

Fritagelse - akut 

Hvis der opstår behov for akut fritagelse efter kl. 17 og i weekenden, skal man kontakte skolens hovednummer, 7567 3089, hvor man kan komme i kontakt med en vagtlærer.

Fysioterapeuten...

hedder Lasse Søby. Man kan få hjælp af ham, hvis man er skadet. Han kan også hjælpe med at lave genoptræningsprogrammer.  

G

Gange

På Flemming Efterskole kan man bo på blandede gange eller kønsopdelte gange. Man må besøge hinanden på gangene, undtagen i tidsrummene 17-19 (så man kan komme i bad) og 21.30-08.00 (så man kan sove). 

Ganglærer

Til hver gang er knyttet ganglærere, som har fokus på det sociale liv på gangen, og som har blik for rengøringsstandarden på værelserne. 
Da vi flytter rundt på værelserne to gange i løbet af skoleåret, vil du høre til på forskellige gange og dermed møde forskellige ganglærere samt indgå i nye ganggrupper.

Gymnastik

Gymnastikken spiller en meget stor rolle på Flemming Efterskole, og alle har obligatoriske gymnastiktimer. Deltagelse i opvisninger er ligeledes en del af gymnastikundervisningen og er derfor også obligatorisk.

Husk derfor, at alle weekender fra uge 8-15 kan være optaget af gymnastikopvisninger. 

H

Hjertestarter

Der findes en hjertestarter på muren ved indgangen mellem Hal 1 og Hal 2 ud mod skolegården.

I

Intranet

Skolens intranet hedder "Viggo". Her kan eleverne se skema, kalender, lektier, beskeder og meget mere. Forældrene kan følge med i kalenderen, ligesom forældrene kan se sygefraværet (man kan slå en notifikation til, så man får besked om sygefravær).
Alle kommer på Viggo i løbet af den første uge.

J

Jul & påske

Skolen er lukket - det er den også i efterårsferien.

K

Købmand

Der er ikke dagligvarebutikker i Flemming. Hvis du skal på indkøb, skal du til Rask Mølle - det er en dejlig tur på cykel.

L

Lektier

Man skal lave sine lektier, og man skal aflevere sine ting. Det er noget, vi går meget op i, fordi man på den måde selv bliver dygtigere, og man er med til at skabe en god læringskultur.

Læge

Du forbliver patient hos familiens egen læge, mens du er elev på Flemming Efterskole. I akutte tilfælde kan vi kontakte lægehuset i Tørring.

M

Mentor

Mentoren er den voksne, der hjælper dig med alt muligt. I starten vil mentor være meget opmærksom på, at du falder til på skolen. De fleste uger er der møde i mentorgruppen. Her tales om stort og småt, og der arbejdes med din personlige udvikling.
Mentor er bindeled mellem skole, elev og forældre. Forældre er til enhver tid velkomne til at henvende sig til mentor. Mentor tager kontakt til forældre efter behov.
Det er mentoren, der kan give dig fri, hvis dette bliver nødvendigt.

Mobiltelefon

Det er tilladt at medbringe mobiltelefon, men den skal blive på værelset/gangen. 
Om natten sover mobilen på mobilhotellet - det betyder, at den skal afleveres om aftenen, inden du skal sove.

Måltider

Der er mødepligt til alle måltider, som foregår i skolens spisesal. Man følger almindelig god bordskik og smager på det, der serveres - og man spiser naturligvis med kniv og gaffel :) 

N

Nattevagt

Der er altid en nattevagt på skolen, som elever og forældre kan komme i kontakt med. Ring til skolens hovednummer 7567 3089!

Nøgler

Du får en nøgle til dit skab og din værelsesdør. Pas godt på den - en ny nøgle koster kr. 375,-.

O

Obligatorisk selvvalgt opgave (OSO)

I december skal eleverne i 10. klasse udarbejde en obligatorisk selvvalgt opgave. Opgavens indhold og omfang vil vejlederne informere om i løbet af efteråret/vinteren.

Op om morgenen

Skoledagen starter normalt kl. 8. Inden da skal du have spist morgenmad. Du skal selv sørge for at stille vækkeuret og komme op til tiden. Det kan du sagtens.

Ordbøger

Skolen har abonnement på ordbogen.com til brug i dansk, engelsk og tysk.

P

Pakkeliste

Udover diverse tøj, undertøj, gymnastiktøj, fodboldtøj og -sko, skiftetøj, sko, klipklapper, nattøj, toiletsager osv. osv., skal du medbringe følgende:

  • Vækkeur
  • Vasketøjskurv
  • Sengelinned, dyne, hovedpude og rulle-/topmadras
    (vi anbefaler at medbringe en topmadras på 80x200 cm)
  • Skriveredskaber
  • Idrætstøj, indendørs- og udendørs sko
  • Nyeste version af Højskolesangbogen
  • Cykel i køreklar stand, cykelhjelm, lygter, lappegrej og evt. pumpe
  • Gult og blåt sygesikringsbevis
  • Pas (medbringes efter jul - når vi skal på ski)
  • Bærbar computer, og evt. taske til den
  • Mobil
  • Små møbler i begrænset omfang
  • Bedroller (der er 19 cm frihøjde under sengene)
  • Håndkøbsmedicin, smertestillende hvis man får brug for det
  • Krus, tallerken, bestik til brug på værelset/gangen

 

Hvad SKAL medbringes?

Skole-/computertaske

Sengetæppe

Vasketøjskurv

Sengelinned, dyne, hovedpude og rullemadras/topmadras. 
Vi er i gang med at udskifte skolens senge, så pt. er ca. halvdelen 70 x 200 cm og den anden halvdel 80 x 200 cm. Vi anbefaler at medbringe en topmadras på 80 x 200 cm, får man én af de smalle senge, kan der ligge 5 cm topmadras ned langs de to madrassider.

Skriveredskaber

Idrætstøj Indendørs- og udendørssko

Nyere version af Højskolesangbogen

Cykel i køreklar stand, cykelhjelm, lappegrej og cykelpumpe

Sovepose og liggeunderlag

Gult sygesikringskort

Pas og blåt sygesikringsbevis (medbringes efter jul)

 

Hvad MÅ medbringes

Bærbar computer (anbefales kraftigt at medbringe)

Knallert, hvis den er lovlig, forsikringen er i orden, og man har et knallertkørekort

Mobiltelefon

Printer

Håndvægte

Små møbler i meget begrænset omfang

Topmadras (sengene er 70 cm brede og 200cm lange)

Bedroller (der er 19cm frihøjde under sengene)

 

Hvad må IKKE medbringes?

Husdyr

Fjernsyn

Kogeplade, køleskab, brødrister, toastmaskine

Elkoger, kaffemaskine og varmeblæser

Knive og andre "våben"

Elektroniske spillemaskiner

Træningsbænke, vægtstænger og andet tungt træningsudstyr

 

Post

I er velkomne til at sende post på gammeldags maner: Flemming Efterskole, Skolesvinget 1, 8762 Flemming. 

Prøver

Alle prøver er obligatoriske i 9. klasse.

Hvis du har valgt at at gå i "10. klasse med prøver", forventer vi, at du går til prøve i alle fagene. 

Hvis du har valgt at gå i "10. klasse uden prøver", evalueres årets undervisning på andre måder end med en traditionel eksamen. Det kan være projekter, studiegrupper, produkter osv. 

R

Regler om rusmidler

På Flemming accepterer vi ikke indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol, ligesom man heller ikke må anvende nogen form for tobaks- eller nikotinprodukter. 

Skolens hovedregel lyder sådan:
"Du må ikke bidrage til, at der medbringes eller indtages alkohol, hash, narkotika eller andre rusmidler på skolen. Ligeledes er alle former for snifning af rusmidler eller rusfremkaldende midler ikke tilladt."

Hovedreglen er gældende både på skolen og i forbindelse med arrangementer, du deltager i sammen med skolen. Dette gælder også transporten til og fra skolen og til arrangementer sammen med skolen. Du må ikke ankomme på skolen og til arrangementer efter indtagelse og under på virkning af alkohol eller narkotika.

Overtrædelse af skolens regler kan medføre, at samarbejdet mellem dig og skolen afbrydes. I bortvisningssager lever vi op til Efterskolelovens krav om partshøring.

Rejse

Hvert år i januar tager vi på skitur. Vi tager til Nassfeld.

S

Skader og genoptræning

Får du en idrætsskade, mens du er elev på skolen, kan du få behandling og vejledning ved skolens fysioterapeut. Afhængig af skaden vil du modtage behandling i det omfang, det er nødvendigt for at få dig tilbage i undervisningen.
Til behandlingen og i genoptræningen bliver der lagt vægt på øvelser, som eleven selv skal udføre på værelset eller i skolens fitnesslokale. 

Ved genoptagelse af træning efter endt skadesforløb tilrettelægger vi det således, at du først – efter at du kan gennemføre den obligatoriske gymnastik på fuld styrke – begynder at deltage i idrætsvalgfagene. På den måde er vi sikre på, at du ikke får startet for voldsomt op, ligesom belastningsniveauet kan planlægges i samarbejde med gymnastiklærerne og skolens fysioterapeut.

Skolekreds

Ved afslutningen af skoleåret modtager forældrene et tilbud om at blive medlem af Flemming Efterskoles skolekreds, som er den gruppe frivillige mennesker, der står bag skolen og udgør skolens generalforsamling. Generalforsamlingen er skolens øverste myndighed og udpeger af sin midte en bestyrelse bestående af syv personer. Meld dig gerne ind, når dit barn har afsluttet efterskoleopholdet!

Skolevejledning

Du skal beslutte dig for, hvilken ungdomsuddannelse du vil søge ind på efter efterskolen. Du og dine forældre skal overveje dette valg. Skolevejlederen vil hjælpe og besvare spørgsmål.

Vejledning på Flemming Efterskole består af:
- et individuelt planlagt samtaleforløb, så du kan blive afklaret om uddannelsesvalg
- hjælp til at udfylde Optagelse.dk
- brobygning (10. klasse)
- ”Obligatorisk selvvalgt opgave” (OSO), en opgave, hvor du beskæftiger dig med dine fremtidsønsker og –drømme (10. klasse) 

Hvis du ønsker at komme i erhvervspraktik, skal denne afvikles i uge 42 eller uge 7. Du skal selv finde en praktikplads. 

Smertestillende medicin

Institutioner må ikke udlevere smertestillende medicin til elever, så det skal man selv medbringe, hvis man har brug for det.

Spotfag

Idrætsfag, du kan vælge på Flemming, hvor du kan give den ekstra gas. Det er TeamGym, tumbling, spring, rytme/dans, fodbold og spring-fodbold. 

Sygdom

Ved sygdom skal man møde op til morgenmad. Derefter melder man sig syg ved indgangen til lærerværelse. Ved smitsom sygdom skal man tage hjem, så man kan blive rask og komme tilbage til efterskolelivet. Man kan komme tilbage, når man er symptomfri, således unødige smittekæder ikke opstår på skolen.

T

Tillid, tryghed og tolerance

Det er de vigtigste ord i vores værdigrundlag. Vi tror på, at man skal være tryg for at kunne have tillid og være tolerant og rummelig overfor hinanden.
Tillid er et godt ord - det går begge veje.

Tjanser i køkkenet

Alle elever skal deltage i køkkenet i løbet af året. Når man har køkkentjans, deltager man ikke i undervisningen, men hjælper med til, at der er sund og dejlig mad til tiden.

Transport til og fra Flemming

Der går busser mellem Flemming Efterskole og Horsens på hverdage og søndag aften. 

Træningstøj

Inkluderet i skolepengene er der en skoledragt (bukser, trøje og t-shirt), opvisningsdragt, rygsæk og et sæt træningstøj.  

Tøj og vask

Vi anbefaler, at du skriver dit navn i dit tøj. På den måde skulle vi gerne undgå forvirring, eller at du mister dit tøj, mens du er her på skolen.
Der er vaskemaskiner og tørretumblere på skolen, og det koster 10 kr. pr. vask (inkl. vaskemiddel) eller tørretumbling. Betaling foregår via en app. I vaskerummene hænger vejledninger og gode råd til, hvordan du vasker dit tøj.

U

Udmeldelse

Overvejer I at afbryde efterskoleopholdet, inden skoleåret er slut, vil vi MEGET gerne opfordre til, at vi snakker om det, inden beslutningen træffes. Derfor inviteres elev og forældre til et møde med mentor og skolens pædagogiske leder, så vi forhåbentlig kan lave en god plan og dermed forhindre, at opholdet afbrydes før tid.

Udmeldelse kan kun ske skriftligt til skolens kontor, og der betales for det antal uger, eleven har været på skolen samt et udmeldelsesgebyr svarende til to ugers skolepenge uden statstøtte. 

Uheld

Ved uheld på skolen benytter vi Regionshospitalet Horsens Skadestue.

Undervisning

Al undervisning er obligatorisk - selvfølgelig. Du skal komme til timerne, fordi det er den måde, man lærer mest på, og fordi du på den måde kommer med i godt fællesskab.
Vi forventer af dig, at du tager et medansvar for din egen læring, og at du aktivt tager del i undervisningen og træningen, og at du bidrager til et godt og behageligt undervisnings- og træningsmiljø.
Man får lektier for, og der vil være afleveringer, der skal afleveres til tiden. Selvfølgelig :)

V

Viljestyrke & vedholdenhed

Det er mega vigtigt at arbejde med de to egenskaber - vi hjælper.

W

Weekender

Det er dejligt, hvis du gerne vil være på skolen i weekenderne. I nogle weekender er der et større arrangement - i andre weekender sker der ikke helt så meget. Når man er her, deltager man selvfølgelig i de aktiviteter, der er, fordi det skaber et godt fællesskab.
Weekenden starter kl. 14.30, hvor man kan tage på weekend. Man kan også vælge at tage hjem senere på weekenden. Når man er taget hjem, kan man først komme igen søndag mellem kl. 18-21. Kl. 21 er der samling i Fællessalen.

Vi har fire forskellige slags weekender:

Almindelig weekender
Programmet laves af elever og weekendlærere. Man skal selvfølgelig deltage i de obligatoriske aktiviteter, der er. I de almindelige weekender slapper man af og hygger sig.

Arrangementsweekender 
Der vil være et tema for weekenden, som beskriver de aktiviteter, der er. Man skal selvfølgelig være med til det hele hele, for det er bare sjovt at være med til. 

Gymnastikweekender 
Ligger primært i opvisningsperioden fra februar til april. Gymnastikopvisningerne er obligatoriske, så du skal derfor regne med at tilbringe de fleste weekender i opvisningsperioden på skolen. Det bliver krævende, så derfor flytter vi weekenden et par gange, så der er fri mandag-tirsdag. Udover opvisningsweekenderne er der obligatoriske træningsweekender i december og januar. 

Hjemrejseweekender
Fredag eller mandag er undervisningsfri, idet undervisningen er henlagt til andre tidspunkter. Der er ingen arrangementer i disse weekender – brug dem til frisør-, tandlægebesøg o.lign.

Weekendliste

På weekendlisten angiver man, om man vil være på skolen i weekenden. Hvis man skal hjem på weekend, skriver man, hvornår man tager hjem. Det skal man gøre, så skolen kan planlægge måltider og vagtplan. 

V

Vagttelefonen

Opstår der en akut situation, hvor I har brug for at få fat i en vagtlærer, kan I ringe på skolens tlf. nummer 7567 3089 på hverdage kl. 17-23 og hele dagen i weekender. Telefonen besvares af administrationen i dagtimerne. Se administrationens åbningstider her.

Værdigrundlag

Skolens værdigrundlag kan læses her

Værelser

For at styrke din sociale udvikling, udbygge dit fremtidige netværk og skabe venskaber igennem hele skoleåret skal du bo sammen med forskellige værelseskammerater i løbet af skoleåret.
Vi flytter to gange i løbet af året. Der vil ikke være mulighed for værelsesbytte ud over de to programsatte ”flyttedage”.
Hvis du er allergisk over for husstøvmider i en sådan grad, at du ikke tåler et værelse med gulvtæppe, skal skolen vide det inden 1. maj.
Det er vigtigt, at du og dine rummer hjælper hinanden med at holde værelset ryddeligt og rart at være i.

Y

Yndlingsfag

Sådan et får du helt sikkert.

Yndlingslærer

Dem er der mange af

Æ

Ærlig

Det er en god ting at være, når man skal være sammen med mange mennesker i et godt fælleskab.

Ø

Ødelægger du noget

Hvis du er uheldig og ødelægger et eller andet på skolen, meddeler du det til en af de voksne. I nogle tilfælde kan det være, at man skulle erstatte det, der er ødelagt. 

Økonomi og skolepenge

Skolepengene opdeles i 11 rater. Første rate betales d. 15. juni og sidste rate i maj.

Første rate betales før skolestart inkl. 500 kr. i depositum. 

Depositummet tilbagebetales, når eleven har gennemført hele efterskoleopholdet.

Betalinger: I modtager inden skolestart en betalingopgørelse med månedlige rater. Betalingsopgørelsen er påført et FI-nummer, som skal bruges til indbetaling af skolepengene. 

Øvelse gør mester

Vi træner meget - gymnastik, teamgym, tumling, spring, rytme, dans, Grand Prix, fodbold, skole-ting - kun ved at træne bliver man dygtigere. 

Å

Åbenhed

Vær åben fra den første dag - så bliver det fedest.

Årstrøje

Den bliver designet sidst på skoleåret - og vil være et godt minde om din tid på Flemming.