#

Nyheder

Torsdag 3. september

Ny video: Throwback til Raaka

Desværre nåede årgang 19/20 ikke at vise deres flotte opvisning Raaka for særlig mange, men heldigvis ser eleverne tilbage på et år, hvor Corona var med til at styrke fællesskabet. 

Der er ingen tvivl om, at eleverne hvert år glæder sig til at skulle vise årets opvisning frem. Det var ingen undtagelse for årgang 19/20, der siden september havde arbejdet på Raaka. Desværre nåede de kun at vise den for publikum fem gange, inden Corona satte en stopper for opvisningsturnéen. 

- Det har været meget bizart, men med en følelse af, at vi stadigvæk var sammen, fortæller tidligere elev Rasmus Brogaard. 

Corona udfordrede eleverne, og de var pludselig på efterskole på afstand, men det var ikke kun negativt. 

- Vores fælleskab, det er mega stærkt. Corona gjorde det bare endnu stærkere, synes jeg. Alle kan snakke med alle, fortæller Louise Haahr. 

Lige inden eleverne stoppede, brugte vi en dag på videooptagelser af Raaka - en meget lang og varm dag i Opvisningshallen. Men resultatet var det hele værd. Hør eleverne fortælle mere om opvisningen og Corona i videoen herunder. 

Forårets opvisninger

Årgang 20/21 er allerede så småt i gang med deres gymnastikopvisning, og vi glæder os til at kunne fortælle meget mere om temaet. Men I må vente lidt endnu. 

Hvis I er interesserede i at få elevholdet ud til lige netop jeres forårsopvisning, kan I sende en invitation til os her på siden.  

Planlægningen af opvisningsturnéen er så småt i gang, og vi får heldigvis mange invitationer. Men der er meget logistik at tage hensyn til, når vi i efteråret laver opvisningsplanen.  Ved at sende en invitation ved vi, at I er interesserede i at få os ud, men vi kan desværre ikke love, at det fører til et besøg.

Forhåbentlig kommer vi igen ud og laver en masse opvisninger, da det er en del af Flemming Efterskoles DNA, og samtlige 220 elever har obligatorisk gymnastik på deres skema.