#

Nyheder

Tirsdag 16. marts 2021

Genåbningsfest på Flemming

Smilene var brede, da eleverne endelig kunne vende tilbage til skolen mandag eftermiddag efter 10 ugers efterskoleliv bag skærmen
 
"Hej, velkommen hjem!"
 
Rundt på gangene var der mandag eftermiddag pyntet med flag, balloner og rød løber. Kl. 16.30 stod ganglærerne klar til at tage imod de hjemvendte elever, der kom slæbende med sportstasker, vasketøjskurve og sodavand.
 
Nogle havde det store smil på, allerede da de hoppede ud ad bilen, mens andre kiggede sig lidt mere spændte omkring.
 
IMG_1503.jpeg IMG_7400.jpeg
 
Det er næsten tre måneder siden, eleverne rejste hjem på juleferie, og siden da har de ikke været på skolen. 
 
Eleverne Liva Ølholm Jørgensen og Tobias Toft, der begge går i 10. klasse på Flemming, hopper næsten af glæde, da de skal svare på, hvordan det er at være tilbage på skolen. 
 
- Jeg er virkelig glad, som i virkelig glad, det er jo meget bedre end bare at sidde hjemme på sengen. Her kan jeg være sammen med mine venner, siger Tobias Toft. 
 
- Ja, det er virkelig dejligt, men det er også lidt surrealistisk, fordi vi har ventet så længe på det. Min tvillingesøster kom tilbage til sin efterskole for to uger siden, og jeg har bare gået og ventet på, det blev min tur, så ja, det er lidt surrealistisk endelig at være her igen, siger Liva Ølholm Jørgensen. 
 
IMG_7424.jpeg IMG_7416.jpeg
IMG_7412.jpeg IMG_7433.jpeg
 
I hal 2, Boldhallen, var der mandag aften pyntet op til fest med hvide duge og balloner på de lange borde, og køkkenpersonalet havde sørget for lækker mad til eleverne. 
 
IMG_1516.jpeg
 

Hellere et efterskoleliv med restriktioner end at gå derhjemme

Alle elever er inddelt i primærgrupper. Det er den gruppe, de bor og spiser sammen med, og her gælder afstandskravet på to meter ikke. Det vil sige, at eleverne i primærgrupperne gerne må besøge hinanden på værelserne, og de må også gerne give hinanden et kram.

Derudover er der selvfølgelig fokus på god håndhygiejne, udluftning samt  ekstra rengøring, og to gange om ugen bliver eleverne testet for coronavirus.

Restriktioner som eleverne sagtens kan leve med. For dem er det vigtigste, at de endelig er sammen med deres efterskolekammerater igen.  

- Det er fair nok, og det er også forståeligt, at der er nogle restriktioner, fortæller Tobias Toft. 

- Vi er her jo, og vi vil langt hellere have et efterskoleophold med restriktioner, end at vi slet ikke er på efterskole, supplerer Liva Ølholm Jørgensen.

 

Stille og roligt i gang med den fysiske træning

Tirsdag var det første på programmet morgengymnastik med indlagt massage.
 
IMG_7484.jpeg IMG_7490.jpeg
 
Gymnastiklærerne vil den kommende tid sørge for, at eleverne kommer stille og roligt i gang med den fysiske træning.
 
Selvom der har været obligatorisk gymnastik, fodboldtræning og fysisk aktivitet på skemaet under lockdown, er det ikke det samme som aktivitetsniveauet på skolen.  
 
- Her på skolen er vi jo aktive HELE tiden, det er bare noget helt andet, så vi skal lige i form igen, siger Liva Ølholm Jørgensen. 
 
Allerede onsdag er der opvisningstræning på programmet, for planen er stadig, at eleverne selvfølgelig skal vise årets opvisning frem.
 
Vi må se, om vi får mulighed for at vise opvisningen for et publikum i hallen, eller om det bliver digitalt. Forhåbentlig bliver det en kombination af begge dele.